DBU erkender: VAR fejlede ved underkendt FCK-mål

FC København blev snydt for et mål i søndagens kamp mod FC Nordsjælland.

Det erkender Dansk Boldspil-Union Dommerudvalg dagen efter kampen.

Et mål af FCK’s Viktor Nelsson blev underkendt for offside. Men det har efterfølgende vist sig at være forkert.

– Der sker i situationen en meget beklagelig fejl i brugen af offside-softwaren.

– VAR sætter offsidelinjen forkert og kommer derfor til den forkerte afgørelse om at annullere scoringen. Målet til Victor Nelsson burde have talt. Det er en menneskelig fejl, som selvfølgelig ikke må ske, siger Michael Johansen, der er formand for DBU’s Dommerudvalg, i en pressemeddelelse.

Søndagens kamp endte 3-2 til FCK.

/ritzau/