DBU erkender: VAR fejlede ved underkendt FCK-mål

FC København blev snydt for en scoring i søndagens sene superligakamp mod FC Nordsjælland i Parken.

Det erkender formanden for Dansk Boldspil-Unions (DBU) Dommerudvalg, Michael Johansen, dagen efter kampen i en pressemeddelelse.

Det var et mål af FCK’s Viktor Nelsson, der i anden halvleg blev underkendt for offside. Men det har efterfølgende altså vist sig at være forkert.

– Der sker i situationen en meget beklagelig fejl i brugen af offside-softwaren.

– VAR sætter offsidelinjen forkert og kommer derfor til den forkerte afgørelse om at annullere scoringen. Målet til Victor Nelsson burde have talt. Det er en menneskelig fejl, som selvfølgelig ikke må ske, siger Michael Johansen.

VAR-systemet er blevet indført fra denne sæson i Superligaen.

Det skal ved hjælp af videobilleder hjælpe ligaens dommere med at træffe de rigtige beslutninger i afgørende situationer.

Systemet blev brugt to gange i søndagens opgør.

Første gang førte det til et tilsyneladende korrekt dømt straffespark til FCK, inden det fejlagtigt altså var med til at annullere et mål.

– I VAR-teamet føler vi en forpligtelse til at være åbne og transparente, og derfor vil vi gerne erkende, når vi laver en stor fejl.

– Det er et fælles projekt, og vi har alle en opgave i at få VAR til at lykkes til gavn for Superligaen, lyder det fra Michael Johansen.

Søndagens opgør endte 3-2 til FCK.

/ritzau/