Dansk speedwaykører styrter voldsomt i Polen

Den danske speedwaykører Niels-Kristian Iversen var søndag involveret i et voldsomt styrt i den polske liga.

I kampen mellem Gorzow og Wroclaw drejede Gorzow-danskeren rundt om sig selv og blev efterfølgende torpederet af Tai Woffinden fra Wroclaw og fortsatte ind i barrieren.

De to kørere var i hård kamp om tredjepladsen i et heat, og Iversen, der lå yderst af de to, havde netop slået et hul til briten, da han spinnede rundt om sig selv.

Woffinden kunne ikke nå at undvige og kørte hen over danskeren, som i høj fart blev slynget af speedwaycyklen og ind i barrieren, der var dækket til med et blødt materiale.

På Twitter har de to kørere natten til mandag skrevet sammen om det voldsomme styrt.

Her skriver Niels-Kristian Iversen, at han anser sig selv som heldig, da han var i stand til at rejse sig fra styrtet. Hvorvidt han er kommet til skade, nævner han dog ikke.

Woffinden glæder sig også over, at konkurrenten kom på benene igen. Briten viser samtidig et foto af en hævet hånd, som skal undersøges på hospitalet.

/ritzau/