Ståle forventer ingen indkøb på transfervinduets sidste dag

Det bliver formentlig den nuværende trup, der skal sørge for, at FC København igen bliver en del af Superligaens top.

Det slår FCK-træner Ståle Solbakken fast søndag aften, efter at københavnerne tog sæsonens første sejr mod FC Nordsjælland.

– Som det ser ud nu, så bliver det den samme trup. Det er et meget vanskeligt marked for tiden. De spillere, som er her nu, må vise, at de kan levere, lyder det fra den norske FCK-træner.

Transfervinduet lukker mandag aften.

Den danske Bundesliga-spiller Jacob Bruun Larsen, der for tiden kigger langt efter spilletid i Hoffenheim, sad søndag på tribunen i Parken.

Han er som udgangspunkt dog ikke et emne for FCK, siger Ståle.

– Jeg vidste slet ikke, at han var her. Han koster 10 millioner euro (cirka 75 millioner kroner, red), så det tror jeg ikke.

Heller ikke en lejeaftale ser realistisk ud.

– Det er ikke noget, jeg har fået at vide skulle være muligt, lyder det.

FCK’s sejr søndag kom oven på en stor skuffelse torsdag, hvor holdet missede Europa Leagues gruppespil efter nederlag til kroatiske Rijeka.

Det er en kamp, der stadig sidder dybt i Ståle Solbakken.

– Det var så forfærdeligt. Det kommer til at sidde i mig, til jeg dør.

– Det har vendt sig i mine indvolde de seneste dage, og jeg har nærmest ikke sovet. Det er så pisse ringe, og jeg tror, at jeg i fremtiden kommer til at vågne om natten og tænke på det. For det må bare ikke ske, siger han.

Der venter nu en landsholdspause, inden FCK igen skal i aktion i Superligaen.

Og Ståle Solbakken erkender, at der er brug for de rigtige resultater i de kommende kampe, hvis det skal blive en sjov sæson for københavnerne.

– Nu må vi sætte en række gode kampe sammen, hvis vi skal få en god sæson. Det går ikke med en enlig svale, siger FCK-træneren.

Søndagens kamp mod FC Nordsjælland endte med en 3-2-sejr til FCK.

/ritzau/