Nadal marcherer mod titelforsvar efter ny opvisning

Rafael Nadal jagter sin 13. titel ved grand slam-turneringen French Open, og det er svært at se, hvem der skal stoppe ham inden en forventet finale mod verdensetter Novak Djokovic.

Søndag eftermiddag blev den 20-årige amerikaner Sebatian Korda offer for Nadals overlegenhed på gruset i Paris, da han blev dirigeret rundt på hele banen i 1 time og 55 minutter, inden den spanske sejr på 6-1, 6-1, 6-2 var en realitet.

Dermed er den 34-årige spanier klar til kvartfinalen i turneringen.

Sebastian Korda er i øvrigt søn af tjekken Petr Korda, som i 1998 vandt Australian Open og var i finalen ved netop French Open i 1992. Men de gode gener hjalp intet mod Nadal.

Straks fra kampens start viste han sin unge modstander, hvem der er ubestridt konge af grusunderlaget – i særdeleshed det på Roland Garros i Paris.

Med to servegennembrud på de to første muligheder afgjorde Nadal sættet, som blev vundet med 6-1.

I andet sæt fik Korda muligheden for at serve sig i front fra start, men Nadal er tæt på umulig at hamle op på det røde, langsomme underlag.

Han brød amerikaneren med det samme og gentog det i femte og syvende parti, så cifrene fra første sæt kunne kopieres direkte over på andet sæt.

Ikke ret meget lykkedes for Sebastian Korda. Eller rettere, Nadal lod ham ikke lykkes med ret meget. Han holdt et ubarmhjertigt tryk på sin modstander gennem helt kampen.

Der kom en lille åbning i tredje sæt, da Korda fik brudt den sejrsvante spanier i første parti og efterfølgende holdt serv til 2-0.

Men håbet var en stakket frist. Øjeblikke senere var bruddet neutraliseret, og Nadal lukkede kampen med seks partier på stribe.

I kvartfinalen skal Nadal forsøge at uddele endnu en tennislektion til en ung modstander.

Den blot 19-årige italiener Jannik Sinner leverede noget af en overraskelse, da han i fire sæt sendte US Open-finalisten Alexander Zverev ud og bookede en billet til kvartfinalemøde med Rafael Nadal.

Det gør samtidig Sinner til den yngste mandlige kvartfinalist ved en grand slam-turnering siden 2006, skriver AFP.

/ritzau/