Løchte er i French Open-kvartfinale med tysk makker

Den dansk-tyske herredouble i French Open fortsætter med at imponere.

Søndag vandt Frederik Løchte Nielsen og makkeren Tim Pütz sin kamp i tredje runde over det femteseedede par Ivan Dodig og Filip Polásek i tre sæt.

Løchte-doublen sejrede med cifrene 7-5, 5-7, 6-4 og er dermed klar til kvartfinalen i grand slam-turneringen.

Det er første gang, at Løchte er i kvartfinalen i grusturneringen.

Her kan doublen rende ind i den førsteseedede herredouble i skikkelse af colombianerne Robert Farah og Juan Sebastián Cabal.

De to møder i tredje runde Jürgen Melzer og Édouard Roger-Vasselin. Doublen, der er seedet som nummer 15 i turneringen.

Farah og Cabal er på papiret en hård nød at knække. Sammen har de to sydamerikanere vundet både Wimbledon og US Open, mens det er blevet til en finaleplads i US Open.

37-årige Løchte kan også prale af en sejr i Wimbledon. Højdepunktet i danskerens doublekarriere kom i 2012, hvor han gik hele vejen sammen med makkeren Jonathan Marray i den engelske grand slam-turnering.

Søndagens sejr blev sikret efter 2 timer og 16 minutters tennis. Løchte og Pütz lagde ud med at bryde modstandernes serv til 1-0, men blev så selv brudt til stillingen 1-1.

Det var samtidig sidste servegennembrud, før Løchte og Pütz tiltvang sig et til 6-5 og selv servede sættet hjem.

Også andet sæt blev tæt, og her lykkedes det i sidste parti Dodig og Polásek at bryde til 7-5 med sættets eneste servegennembrud.

Tredje sæt gik i begyndelsen anderledes nemt for Frederik Løchte Nielsen og Tim Pütz, der hurtigt bragte sig på 4-0, før modstanderne kom på tavlen.

Så gik det pludselig lidt trægt for den dansk-tyske duo. De to modstandere kæmpede sig tilbage, og først på matchbold nummer fire kørte Løchte og Pütz sejren i hus.

/ritzau/