Dansker blandt Jumbo-Vismas stjerner: Min chance kommer

Jumbo-Vismas danske rytter, Jonas Vingegaard, har en bunden opgave, når han søndag kører monumentet Liège-Bastogne-Liège for første gang.

Holdet til søndagens klassiker tæller kaptajnerne Primoz Roglic og Tom Dumoulin. Eller sagt på en anden måde: En stjerne, som har vundet Vuelta a España og for nylig blev nummer to i Tour de France. Og en anden stjerne, som har vundet Giro d’Italia og tidligere er blevet nummer to i Tour de France.

Til trods for de mange profiler på det hollandske cykelhold er 23-årige Vingegaard overbevist om, at han selv får kaptajnrollen i Liège en dag.

– Jeg tror, at holdet har stor tiltro til mig. Det tror på, at jeg kan lave et stort resultat i et løb som det her, så jeg tror egentlig nok, at jeg skal få min chance inden for de næste par år.

– Hvis jeg så er god til at gribe min chance, så får man flere og flere. Det har jeg været god til indtil videre, og det er også derfor, jeg har fået så mange chancer i år, siger han.

Liège-Bastogne-Liège er et af de største cykelløb i kalenderen og et af de løb, hvor Vingegaard senere i karrieren drømmer om at levere et topresultat.

Det belgiske endagsløb blev sidste år vundet af Jakob Fuglsang (Astana), og generelt kræver det gode klatreben at stryge til tops i Liège.

– Normalt passer det mig godt, hvis jeg er på mit bedste. Jeg skal lære, hvordan det bliver kørt. Så kan det være, at jeg en gang i fremtiden kan få lov til at køre efter et resultat, siger han.

Vingegaard fik en fri rolle i onsdagens Flèche Wallone, men havde ikke benene til at følge med de bedste i finalen.

Han vurderer, at han ramte topformen alt for tidligt i den coronaudsatte sæson.

– Jeg var i alt for god form i juni og juli. Så prøvede vi at bygge videre på det, men det blev lidt for meget.

– Til næste år skal vi lære at lade være med at lave samme fejl. Det er ikke, fordi jeg er dårligt kørende. Jeg kan yde et godt stykke arbejde, men jeg har ikke benene til at køre med om sejren, siger danskeren.

Og hårdt arbejde skal han nok komme på, når rytterne søndag formiddag triller ud på den 257 kilometer lange, kuperede rute.

Opgaven bliver at hænge på så længe som muligt for at støtte Dumoulin og Roglic.

Sidstnævnte måtte skuffende se Tour de France-sejren glippe i sidste øjeblik, og siden blev han nummer seks ved VM. Men der er mere tilbage i den slovenske tank, vurderer Vingegaard.

– Jeg tror, at han har fået lidt hvile den sidste uges tid. Det har gjort ham godt. Han er motiveret og vil gå efter sejren, så vi går selvfølgelig efter at vinde.

Favoritrollen kan Roglic dog ikke prale af. De fleste øjne vil søndag være rettet mod verdensmesteren Julian Alaphilippe (Quick-Step) og Flèche Wallone-vinderen Marc Hirschi (Sunweb). Også Roglics vil holde øje med de to formstærke konkurrenter.

– Det er dem, han (Roglic, red.) skal holde sig til og prøve at køre fra. For jeg tror, at de er lidt hurtigere i en spurt, end han er. Jeg tror, at han skal have sat dem, siger Jonas Vingegaard.

/ritzau/