Conte bænker Eriksen i hele Inters topkamp mod Lazio

Inter spillede søndag 1-1 ude mod Lazio i den bedste italienske fodboldrække, Serie A.

Christian Eriksen var på bænken, og der blev den danske midtbanespiller siddende i hele kampen.

Inter-træner Antonio Conte benyttede sig af næsten samtlige andre centrale midtbanespillere i truppen, mens Eriksen blev ude på sidelinjen.

Efter en halv time scorede Inter-angriberen Lautaro Martinez til 1-0, efter at argentineren havde samlet en løs bold op i feltet.

Ti minutter inde i anden halvleg udlignede Lazios midtbanespiller Sergej Milinkovic-Savic til 1-1 på et hovedstød.

Lazio blev reduceret til ti spillere, da angriberen Ciro Immobile efter 69 minutter fik rødt kort for at slå ud efter Inters Arturo Vidal.

Flere mål blev der ikke scoret, men Inters indskiftede midtbanespiller Stefano Sensi fik også rødt kort for at slå ud efter en Lazio-spiller efter 85 minutter.

Den danske landsholdsangriber Andreas Cornelius kom ind efter 63 minutter for Parma, som vandt 1-0 hjemme over Verona.

Et tidligt mål i første minut af Parmas midtbanespiller Jasmin Kurtic blev afgørende i den kamp.

Andreas Skov Olsen, der også er udtaget til det danske landsholds kommende kampe, fik de første 68 minutter for Bologna, som tabte 0-1 ude til oprykkerne fra Benevento.

I søndagens tidlige opgør vandt Atalanta med hele 5-2 hjemme over Cagliari.

Atalanta er nummer et med ni point efter tre kampe og en målscore på 13-5. Sassuolo og Inter er nummer to og tre med syv point.

/ritzau/