Astralis er i ESL-finale efter sejr over landsmænd

Det danske Counter-Strike-hold Astralis er i finalen ved ESL Pro League efter en overbevisende sejr i semifinalen mod det ligeledes danske hold Heroic.

Det skriver TV2.

Med lørdagens semifinalesejr på 2-0 fik Astralis taget revanche for et nederlag i kvartfinalen til Heroic.

En særlig turneringsstruktur i mange Counter-Strike-turneringer betød, at de to hold skulle mødes igen.

Heroic lagde ifølge TV2 bedst ud i kampen om en finaleplads og sikrede sig en solid føring. Men Astralis fik pludselig tingene til at køre. Syv runder i træk blev vundet, og så bragte holdet sig i front ved at vinde første map 16-13.

Mere jævnbyrdighed fra start var der på Overpass. Halvvejs førte Astralis blot med et enkelt point, men holdet bevarede overtaget og sikrede sig sejren.

– Det har været en vild uge med lidt svingende kvalitet fra vores side. Vi startede skidt, men jeg synes, vi har bygget på dag for dag, siger Astralis-spilleren Peter “Dupreeh” Rasmussen.

– Kampen i går (lørdag, red.) viste, at vi er svære at ryste, og selv om Heroic startede med et brag, mistede vi aldrig troen på at vi kunne vinde.

I finalen søndag skal Astralis op mod det ukrainske hold NaVi.

– NaVi har to af verdens bedste spillere på holdet, og de har været ekstremt gode i denne turnering. Vi har det dog som regel godt mod hold med stjernespillere, som vi plejer at lukke ned, så vi tror på, at vi kan tage dem, siger han.

Finalen begynder klokken 17.

/ritzau/