Aalborg rejser sig og vinder på isen i Rødovre

Aalborg Pirates var på jagt efter at revanchere sig søndag, og det lykkedes for det nordjyske ishockeyhold.

Aalborg tabte senest på hjemmebane til Herning Blue Fox, som vandt 4-1, og søndag var Aalborg så på besøg i Rødovre.

Her tog Rødovre Mighty Bulls imod, og gæsterne kunne rejse hjem med en 2-1-sejr.

Dermed topper Aalborg Metal Ligaen med 13 point efter tre regulære sejre og to kampe, der er vundet efter overtid.

Hjemmeholdet kom ellers bedst i gang på isen i Rødovre, da Steffen Klarskov Nielsen sørgede for 1-0 efter ni minutter. Lidt over to minutter senere udlignede Martin Lefebvre så for Aalborg.

I anden periode sikrede Kirill Kabanov 2-1-sejren efter sit mål i powerplay.

Rungsted Seier Capital ligger på andenpladsen med 11 point efter en 4-2-sejr ude over Sønderjyske, som har otte point.

Mattias Persson bragte Rungsted foran 1-0, og Marcus Olsson scorede to gange for gæsterne, inden Nichlas Hardt satte det sidste mål ind.

Matt Prapavessis scorede begge Sønderjyskes mål.

Først udlignede han til 1-1, og i tredje periode reducerede han til 2-3.

/ritzau/