Mikkel Honoré vil angribe fra start i Giroen

Jakob Fuglsang er den helt store danske cykelstjerne i feltet, når Giro d’Italia begynder lørdag på Sicilien.

Men også en anden dansker satser på at vise sig frem og gerne så tidligt som muligt.

Quick-Steps Mikkel Honoré blæser til angreb allerede på 2. etape søndag.

– Jeg tænker allerede at prøve at ramme udbruddet søndag. Jeg vil prøve at jagte udbruddet på de fleste etaper for at lære, hvem man skal følge for at komme afsted.

– Nogen vil nok mene, man skal passe på med at brænde sig helt af, men jeg kan lige så godt prøve at komme afsted, siger han til feltet.dk.

Lørdag begynder den tre uger lange grand tour med en enkeltstart på 15,1 kilometer fra Monreale til Palermo. Søndagens etape er 149 kilometer og strækker sig fra Alcamo til Agrigento.

23-årige Honoré møder op i god form efter at have hjulpet Fuglsang til en femteplads ved VM-løbet i og omkring italienske Imola i søndags.

Fra nærmeste hold har Honoré oplevet landsmandens form, og han tror på et stort resultat fra Astana-danskeren.

– Han skal nok gøre det godt, hvis han holder sig ude af uheld. Jeg håber og tror, han kører et podie hjem eller endnu bedre, siger Mikkel Honoré.

Jakob Fuglsang er blandt favoritterne til den samlede sejr i Giro d’Italia. Det samme er Mitchelton-Scotts Simon Yates, Treks Vincenzo Nibali og Ineos’ Geraint Thomas blandt andre.

/ritzau/