Haaland brager atter løs i Dortmund-sejr mod Freiburg

Norske Erling Braut Haaland fortsætter med at vise målfarlighed for tyske Borussia Dortmund.

Lørdag var den 20-årige angriber på pletten med to mål, da Dortmund hjemme besejrede Freiburg 4-0 i Bundesligaen.

Han leverede samtidig et uselvisk oplæg til den sidste scoring i overtiden, da han lagde bolden til rette for Felix Passlack, i en situation hvor nordmanden selv kunne have afsluttet.

Resultatet sendte Dortmund på andenpladsen med seks point for tre kampe på grund af målscoren, efter at Dortmund indledte sæsonen med at slå Borussia Mönchengladbach 3-0 i en kamp, hvor Haaland også nettede to gange.

Forleden scorede nordmanden også, da Dortmund tabte den tyske Super Cup 2-3 mod Bayern München.

I det opgør var en fejl af danske Thomas Delaney medvirkende til Bayerns afgørende scoring, og danskeren indledte opgøret mod Freiburg på bænken, men blev skiftet ind med 20 minutter igen.

Haaland bragte sikkert Dortmund på 1-0 efter en halv time med en flad afslutning efter et oplæg fra 17-årige Giovanni Reyna.

Emre Can headede hjemmeholdet på 2-0 efter et hjørnespark to minutter efter pausen.

I det 66. minut sørgede Reyna og Haaland i et samarbejde så igen for en scoring.

Reyna spillede atter nordmanden fri, og den unge angriber hamrede bolden i mål til 3-0, inden han i tillægstiden lagde op til det fjerde mål.

Robert Skov var med i hele kampen for Hoffenheim, der på udebane tabte 1-2 til Eintracht Frankfurt.

Hoffenheim kom foran på et smukt mål af Andrej Kramaric i første halvleg, men hjemmeholdet scorede to gange efter pausen.

Det var Hoffenheims første nederlag i sæsonen efter to sejre, og dermed er det kun Augsburg, der stadig har maksimumpoint i rækken, inden Augsburg søndag møder Wolfsburg.

Frederik Sørensen var med i hele opgøret for FC Köln og fik et gult kort, da klubben hjemme tabte 1-3 mod Mönchengladbach, der ikke havde Andreas Poulsen i truppen.

Senere lørdag tager RB Leipzig imod Schalke 04.

/ritzau/