Leon Madsen glipper finaleplads i polsk VM-løb

Den danske speedwaykører Leon Madsen måtte atter kigge langt efter en plads i finalen, da der blev kørt VM-grandprix i polske Torun fredag.

Leon Madsen nåede i semifinalen, men den blev endestation for den 32-årige dansker, der sluttede sidst.

I finalen skuffede Bartosz Zmarzlik, der er regerende verdensmester og også fører i den samlede stilling.

Polakken sluttede sidst, mens australske Max Fricke vandt.

Dermed har Bartosz Zmarzlik otte point ned til Tai Woffinden på andenpladsen samlet, inden sæsonens sidste grandprix ligeledes køres i Torun lørdag.

Leon Madsen lå inden fredag på femtepladsen samlet, efter at det senest blev til to semifinaler, da grandprixerne blev kørt i Prag over to dage.

Leon Madsen bragede i den seneste sæson igennem i VM-serien med sin sølvmedalje, men i dette års specielle sæson har han haft svært ved at blande sig i topstriden.

Derfor handlede sæsonens næstsidste grandprix fredag i høj grad om at sikre point nok til samlet at slutte i top-6, når sidste grandprix er kørt lørdag, da det vil sikre endnu en sæson i VM-serien.

Med fredagens resultat har den 32-årige dansker stadig mulighed for at sikre billetten til næste sæson, når der lørdag køres lørdag igen.

Leon Madsen ligger stadig nummer fem, men han kan ikke længere køre sig på podiet i den samlede stilling.

Danskeren har 79 point, mens Jason Doyle er nummer seks med 76 point. Derefter følger Martin Vaculik og Emil Sayfutdinov med henholdsvis 73 og 72 point.

Leon Madsen hentede sin anden heat-sejr i sin fjerde start, og dermed var han godt på vej mod semifinalen efter også en tredje- og en andenplads.

I sin femte og sidste start sluttede Madsen dog sidst, men han kneb sig i semifinalen fra ottendepladsen på grund af sine to heat-sejre.

Mikkel Michelsen og Niels-Kristian Iversen var de to øvrige danske kort, men begge skuffede og sluttede langt væk fra en plads i semifinalerne. I den samlede stilling ligger de også langt væk fra top-6.

De tre danskere tørnede sammen i deres anden start, og her sejrede Leon Madsen, mens Michelsen blev nummer tre foran Iversen.

Sæsonen er barberet ned til blot otte VM-løb på grund af coronapandemien.

/ritzau/