Ingvartsen scorer første sæsonmål i Union Berlin-sejr

Marcus Ingvartsen kom fredag på tavlen for Union Berlin.

Det skete, da danskeren scorede til 2-0 i hovedstadsklubbens sejr på 4-0 i Bundesligaen.

Målet, som Ingvartsen lavede små fem minutter efter pausen ved at helflugte en høj bold ind i feltet i kassen, var den tidligere FC Nordsjælland-profils første i indeværende sæson.

Den 24-årige angriber kom til Union Berlin fra belgiske Genk forud for 2019/20-sæsonen. Fredagens mål var Ingvartsens syvende i alt for tyskerne.

Sejren over Mainz var Union Berlins første i den bedste tyske række på denne side af sommerpausen og bringer klubben op på fire point for tre kampe.

Sidste sæson var Union Berlins første i Bundesligaen i klubbens historie. Den endte med en 11.-plads.

En anden tidligere FC Nordsjælland-spiller var også i aktion i fodboldeuropa fredag aften.

Mikkel Damsgaard var således med fra start og fik små 70 minutter på banen for Sampdoria, da den italienske klub vandt 2-1 over Fiorentina i Serie A.

Bournemouth mødte fredag Coventry i næstbedste engelske række, The Championship. Philip Billing blev skiftet ind med et kvarter tilbage af opgøret og var med til at køre en sejr på 3-1 i hus.

/ritzau/