Herning tildeler Aalborg første liganederlag på isen

Aalborg Pirates led sæsonens første nederlag i Metal Ligaen, da nordjyderne fredag tabte hjemme mod Herning Blue Fox.

Gæsterne hentede en 4-1-sejr i Aalborg, men hjemmeholdet topper stadig den bedste ishockeyrække hos herrerne.

Aalborg har ti point foran netop Herning med ni point.

Gæsterne kom foran 1-0 efter fem minutter, da Cameron Brace scorede i et powerplay, og anden periode var stort set lige fløjtet i gang, da Herning udbyggede til 2-0.

Blot 39 sekunder skulle gæsterne bruge, så havde Reid McNeill scoret.

Aalborg svarede dog hurtigt igen, og under et minut senere reducerede Sebastian Bergholt til 1-2.

Dermed genvandt hjemmeholdet optimismen, men med sin anden scoring i opgøret sørgede Cameron Brace for 3-1-føring til Herning kort før afslutningen på anden periode.

Med et halvt minut igen af opgøret sørgede Markus Jensen for 4-1 til Herning.

Nederlaget kom, efter at Aalborg senest slog Rungsted Seier Capital hele 5-1 på udebane.

For Herning var det tredje sejr i træk, efter at holdet indledte sæsonen med to nederlag.

I Herlev gav Herlev Eagles og Rødovre Mighty Bulls hinanden en decideret målfest med 7-7 efter de tre perioder. I den forlængede spilletid sørgede Christoffer Gath så for sejren til Herlev med sin scoring.

Frederikshavn White Hawks slog Esbjerg Energy 5-2.

/ritzau/