Thomas Frank og co. booker Liga Cup-kvartfinale

Brentford missede i sidste sæson oprykning til Premier League.

Men Thomas Franks mandskab viste torsdag, at det godt kan bide skeer med holdene fra Englands bedste fodboldrække.

Her slog Brentford i overbevisende stil Fulham med 3-0 i Liga Cuppen. Dermed er danskerklubben klar til turneringens kvartfinaler.

Thomas Frank havde sendt både Mathias Jensen, Emiliano Marcondes og Mads Bech Sørensen på banen fra start mod Fulham.

De tre danskere kunne kort før pausen se deres finske holdkammerat Marcus Forss bringe Brentford foran 1-0. Kort forinden havde finnen forhindret en Emiliano Marcondes-scoring ved at røre bolden med hånden.

Brentfords Said Benrahma afgjorde kampen i anden halvleg. Algerieren gjorde det først til 2-0 efter lidt over en times spil, inden han scorede til kampens slutresultat cirka et kvarter senere.

Liverpool og Arsenal mødte også hinanden torsdag i et tidligt storopgør i pokalturneringen.

Her endte Mikel Arteta og co. med at avancere. Det hele blev afgjort i en straffesparkskonkurrence, efter at den ordinære spilletid endte 0-0.

Efter begge holds første fem forsøg havde både Liverpool og Arsenal scoret fire gange. Harry Wilson brændte Liverpools sjette forsøg, og så kunne Joe Willock afgøre kampen for Arsenal. Det gjorde den unge midtbanespiller.

Stoke fra næstbedste engelske række sendte Premier League-klubben Aston Villa ud ved at vinde 1-0.

/ritzau/