Pliskova er færdig ved French Open efter fejlfyldt kamp

Den tjekkiske tennisspiller Karolína Plísková er ude af grand slam-turneringen French Open efter et nederlag allerede i anden runde.

Pliskova, der er nummer fire i verden, tabte torsdag således 4-6, 2-6 til verdens nummer 43, lettiske Jelena Ostapenko.

28-årige Pliskova spillede en skidt kamp, hvor det blandt andet blev til 25 uprovokerede fejl og blot ni vinderslag. Det udnyttede Ostapenko til på lidt over en time at avancere til tredje runde ved turneringen i Paris.

Hun møder i tredje runde enten Sloane Stephens eller Paula Badosa Gilbert.

Ostapenko vandt French Open som useedet spiller i 2017.

Pliskova har en semifinale i 2016 som bedste resultat i turneringen.

Petra Kvitova, der ligesom Pliskova kommer fra Tjekkiet, spillede sig torsdag videre til tredje runde med en sikker sejr over italienske Jasmine Paolini.

Kvitova bookede billet til næste runde med en sejr på 6-3, 6-3.

Det danske tennistalent Clara Tauson var også i aktion torsdag formiddag.

Efter en flot sejr i første runde tabte en halvskadet Tauson torsdagens kamp 2-6, 3-6 til verdens nummer 57, amerikanske Danielle Collins.

Hos mændene var verdensetter Novak Djokovic også i kamp, og serberen blev ganske suverænt klar til tredje runde.

Novak Djokovic mødte overkommelig modstand i Ricardas Berankis fra Litauen, og i den kamp kunne nummer 66 i verden intet stille op.

Djokovic vandt suverænt kampen med 6-1, 6-2, 6-2, og han kunne se sin modstander blive behandlet for smerter i ryggen efter andet sæt.

– Det var svært for Ricardas i tredje sæt, da han havde en skade og ikke kunne bevæge sig ordentligt, men jeg følte mig godt tilpas, som jeg også gjorde i første runde, og sådan ønsker jeg at fortsætte, siger Novak Djokovic ifølge AFP.

Novak Djokovic jagter sin grand slam-titel nummer 18 i karrieren i dette års French Open, som grundet coronapandemien er rykket frem til september og oktober på grusbanerne i Paris.

Sejren over Ricardas Berankis var serberens sejr nummer 70 i alt i French Open, og Djokovic får mulighed for at udbytte antallet, når han i næste runde møder Daniel Elahi Galán, der er nummer 153 i verden.

/ritzau/