Dansk golfkomet kommer godt fra start i Skotland

Rasmus Højgaard er tilbage i en vant position i en European Tour-turneringen.

Den danske golfkomet ligger således i den sjove ende af Scottish Open efter første runde.

Højgaard gik de 18 huller i tre slag under par, hvilket rækker til en delt 14.-plads. Der er dog et stykke op til den førende englænder Lee Westwood, der er ni slag under par.

Danskeren lavede tre birdies torsdag, de resterende 15 huller blev klaret i par.

19-årige Højgaard er en af flere danske deltager i den skotske turnering.

Den næstbedst placerede dansker er Lucas Bjerregaard, der på en delt 39.-plads er et enkelt slag under par. Jeff Winther klarede de 18 huller i banens par.

Søren Kjeldsen, Joachim B. Hansen, Thorbjørn Olesen og Thomas Bjørn deltager også. De ligger alle i den tunge ende efter at have måttet tage et eller flere ekstra slag i brug i forhold til banens par.

Rasmus Højgaard har gang i et fremragende 2020. Efter coronapausen i golfverdenen er han i fire ud af fem European Tour-turneringer endt i top-6 – en af dem, UK Championship, blev vundet.

De gode resultater banede vej for stortalentets majordebut, da han kvalificerede sig til US Open. Her klarede Højgaard dog ikke cuttet efter anden runde.

/ritzau/