Dansk cykelhold om aflyst klassiker: Det rammer rigtig hårdt

Det skulle have været årets helt store højdepunkt.

Det danske cykelhold Riwal havde sikret sig et wildcard og var klar til at deltage i den hollandske klassiker Amstel Gold Race.

Men onsdag indløb så beskeden om, at løbet er aflyst på grund af coronarestriktioner i Holland.

Og det rammer hårdt hos holdets sportsdirektør, Michael Skelde.

– Det er mega ærgerligt. Det er et cykelløb, vi har fokuseret på hele året, og som ville have betydet meget for os.

– Det ville have været vores første World Tour-løb som hold. Vi fik ret tidligt lavet en aftale om et wildcard, og vi var ret stolte over det, siger sportsdirektøren til Ekstra Bladet.

World Tour-løbet var i forvejen udskudt til 10. oktober fra sin vante plads i cykelverdenens forårssæson, men nu køres løbet altså slet ikke.

– Det rammer os rigtig hårdt. En alvorlig streg i regningen mere på et lorteår. Vi havde planlagt at toppe til det løb. Det var vores VM, der blev aflyst der. Det er mega træls, siger Michael Skelde til Ekstra Bladet.

Amstel Gold Race blev sidste år vundet af hollandske Mathieu van der Poel. Danske Jakob Fuglsang blev nummer tre.

/ritzau/