Frankfurt udlejer bænket Frederik Rønnow til Schalke

Det har været småt med spilletid i Eintracht Frankfurt for Frederik Rønnow.

Nu prøver den danske landsholdsmålmand lykken i Schalke 04, der har lejet Rønnow for resten af 2020/21-sæsonen.

Det skriver klubben fra Ruhr-distriktet på sin hjemmeside.

Her fremgår det også, at Schalke i samme ombæring sender målmand Manuel Schubert den anden vej på lån i resten af sæsonen.

28-årige Rønnow skiftede Brøndby ud med Eintracht Frankfurt i sommeren 2018. Danskeren var på banen fra start i de første par kampe i sæsonen, men så hentede bundesligaklubben Kevin Trapp, som endte med at tage Rønnows plads i målet.

Siden er det kun i en kort periode i efteråret 2019 blevet til fast spilletid for Rønnow, da Trapp var ude i et par måneder med en skulderskade.

I alt er det kun blevet til 21 optrædener for Frankfurt for den danske landsholdsreserve.

Nu går turen altså til Schalke i jagten på spilletid. Rønnow kommer til en klub i dyb krise.

Søndag fyrede Schalke cheftræner David Wagner efter to nederlag i sæsonens to første kampe i Bundesligaen med en samlet målscore på 1-11.

Klubben sluttede ligeledes sidste sæson med en forfærdelig stime af kampe i Tysklands bedste fodboldrække. Schalkes sidste 16 kampe i Bundesligaen endte uden sejre, hvilket var en ny, negativ klubrekord.

– Jeg er meget tilfreds med at komme til Schalke 04, siger Rønnow på klubbens hjemmeside.

– Jeg vil yde stærke præstationer her og spille god fodbold med klubben.

Frederik Rønnow har tidligere spillet for Brøndby, Esbjerg og AC Horsens.

På landsholdet er det blevet til syv kampe. De seneste par år har Rønnow været fast reserve for Kasper Schmeichel.

Den nye Schalke-keeper var dog ikke en del af den trup, landstræner Kasper Hjulmand udtog tirsdag. Rønnow var blevet udeladt, så han kunne gennemføre skiftet til Schalke.

/ritzau/