Anders Thomsen vinder individuelt DM-guld i speedway

Anders Thomsen kan kalde sig dansk mester i speedway 2020.

Onsdag aften vandt fynboen det individuelle danmarksmesterskab med en sejr i finaleheatet på slaggerbanen i Vojens.

Her henviste han konkurrenterne Nicolai Klindt og den bare 16-årige Marcus Birkemose til sølv og bronze. Viceverdensmester Leon Madsen var også med i finalen.

Det er første gang i karrieren, at Anders Thomsen vinder DM-guld, og han overtager titlen som danmarksmester fra Kenneth Bjerre.

Dermed gik det noget bedre for Anders Thomsen onsdag aften, end det var tilfældet i midten af september, hvor han fik et wildcard til to VM-grandprixer, men ikke for alvor gjorde væsen af sig.

Det blev en kedelig aften for den tredobbelte verdensmester Nicki Pedersen i Vojens. I ottende heat styrtede han og måtte derefter trække sig fra løbet. Han er blevet danmarksmester syv gange tidligere i karrieren.

Rekorden for flest individuelle danmarksmesterskaber tilhører Ole Olsen. 12 gange kunne speedwaylegenden fejre DM-guldet.

/ritzau/