Skrantende polsk cykelhold sælger World Tour-licens

Det er mest de iøjnefaldende orange trøjer, som i 2020 har gjort, at det polske cykelhold CCC har gjort sig bemærket på World Touren.

Der har været langt mellem de gode resultater, og nu har Continuum Sports indset, at der skal nyt blod til.

På holdets hjemmeside meddeler CCC, at Continuum Sports bliver overtaget af belgiske Want You Cycling, som står bag prokontinentalholdet Circus-Wanty Gobert, fra årsskiftet.

Med overtagelsen overgår CCC’s World Tour-licens også til det belgiske hold, som altså afløser polakkerne på cykelsportens øverste hylde.

CCC var tidligere kendt som BMC, og selskabet bag holdet har siden 2007 været på hænderne af Jim Ochowicz og Gavin Chilcott.

Jean-Francois Bourlart, der er daglig leder i Want You Cycling, er sikker på, at man kan få succes på World Touren fremadrettet.

– Jeg er ikke i tvivl om, at vores hold bliver en succes i World Tour-løbene, som det har gjort på det professionelle kontinentale niveau gennem årene, og som BMC Racing Team og CCC Team også har gjort, siger han.

CCC kører denne sæson færdig, men hvad der kommer til at ske med holdets ryttere fra næste sæson, melder holdet ikke noget om.

Det nuværende Circus-Wanty Gobert-hold har 18 ryttere på kontrakt og skal således have flere ind for at kunne opfylde kravene på World Touren.

To af CCC’s største profiler kommer dog ikke med over på det nye hold. Greg Van Avermaet har allerede skrevet kontrakt med AG2R fra næste sæson, mens Matteo Trentin skifter til UAE Emirates.

/ritzau/