Skjern-spiller er coronasmittet og ude af europæisk opgør

Skjern-spilleren Jonathan Würtz er blevet testet positiv for coronavirus.

Det oplyser den vestjyske håndboldklub på sin hjemmeside tirsdag.

Den 21-årige bagspiller har afleveret en positiv prøve efter at have været i kontakt med en coronasmittet ven, skriver klubben.

Det betyder blandt andet, at han misser Skjerns udebanekamp mod franske Montpellier i European League tirsdag aften.

Würtz afleverede to negative prøver, inden han mandag blev testet positiv.

– Han har været isoleret siden torsdag og er derfor heller ikke med i Frankrig. Vi besluttede at få foretaget en lyntest i fredags, hvor testen viste negativ.

– Dette betød, at ingen andre spillere skulle betragtes som nære kontakter, da han ikke havde været i kontakt med dem de foregående 48 timer, siger John Bruun, der er sundhedschef i Skjern Håndbold.

Skjern-spilleren afleverede også en negativ prøve lørdag, men mandag viste en prøve altså, at han var smittet.

– For truppen betyder det, at vi må undvære Jonathan, indtil han har været symptomfri i 48 timer – eller hvis der ikke opstår symptomer i de første syv døgn, efter testen er taget.

– Vi vælger dog ikke at indlemme Jonathan i truppen, før han ved næste ligatest er testet negativ, siger John Bruun.

Alle ligaklubber skal teste truppen en gang om ugen. Ved seneste test inden afgang til Montpellier blev samtlige Skjern-spillere testet negative.

/ritzau/