Sisto er tilbage på landsholdet efter to års fravær

Pione Sisto er tilbage på det danske fodboldlandshold.

Tirsdag blev han udtaget af landstræner Kasper Hjulmand til de kommende tre landskampe 7., 11. og 14. oktober, hvor Færøerne, Island og England er Danmarks modstandere.

Sisto har ikke spillet på landsholdet siden efteråret 2018. Det skyldes blandt andet, at han heller ikke har været inde i varmen i sin nu tidligere spanske klub, Celta Vigo.

Med skiftet til FC Midtjylland er han begyndt at spille fast igen, og det har altså banet vejen for et landsholdscomeback.

Hjulmand udtog ud over Sisto blandt andre også Bournemoths midtbanespiller Philip Billing samt FC København-angriberen Jonas Wind.

/ritzau/