Fjerdeseedet russer kogte over og er ude af French Open

Daniil Medvedevs anstrengte forhold til Roland Garros’ røde grus fortsætter, og den fjerdeseedede russer er ude af French Open allerede efter første runde.

Her tabte han sent mandag til ungarske Márton Fucsovics på en næsten tom Court Suzanne Lenglen – den næststørste bane ved grand slam-turneringen – med cifrene 4-6, 6-7, 6-2, 1-6 i en brutal kamp med flere udmarvende slagudvekslinger.

Medvedev har slået Fucsovics i deres tre tidligere indbyrdes opgør.

Men i Paris fik ungareren endelig has på Medvedev. Imens fortsatte russeren sin dårlige statistik på anlægget Roland Garros, hvor han nu har tabt i første runde fire år i træk.

I slutningen af andet sæt kogte det helt over for russeren, som tabte en fremragende bold og kom ned med 3-6 i tiebreaken, hvorefter han ødelagde sin ketsjer.

Det fik han en pointstraf for, hvilket betød, at sættet gik til Fucsovics.

Medvedev genvandt roen i tredje sæt, som han vandt 6-2.

Men Fucsovics så mest frisk ud ved begyndelsen af fjerde sæt, efter at temperaturen var dalet til under ti grader, og begge spillere havde måttet tage mere tøj på for at holde varmen.

Ungareren fik således hurtigt en føring i fjerde sæt.

Og da Medvedev på matchbolden sendte et slag i nettet, var Fucsovics’ første sejr over en spiller fra top-10 en realitet.

Medvedev er den højest seedede spiller, der i år er røget ud af turneringen.

Tidligere mandag blev den ottendeseedede franskmand Gaël Monfils sendt ud af Alexander Bublik.

/ritzau/Reuters