Yussuf Poulsen assisterer og udgår med skade

Yussuf Poulsens korte tid på banen lørdag bød på op- og nedture, da RB Leipzig mødte Bayer Leverkusen i Bundesligaen.

Danskeren nåede at lægge op til et mål, inden han senere måtte lade sig udskifte med en skade.

Det er uvist, præcis hvad landsholdsangriberen blev ramt af, og hvor alvorligt det er, men han kunne selv gå fra banen.

Det gav debut til nyindkøbte Alexander Sørloth. Den tidligere FC Midtjylland-angriber blev tidligere på ugen præsenteret som ny spiller i den tyske klub.

Poulsen serverede efter et lille kvarter bolden for Emil Forsberg, som efter et par fikse træk bankede den op i nettaget til en Leipzig-føring.

Kun fem minutter senere udlignede Leverkusen til pausestillingen 1-1, som også endte med at blive slutresultatet.

Yussuf Poulsen måtte forlade banen kort efter udligningen. Det danske landshold skal i aktion mod Island og England i Nations League henholdsvis 11. og 14. oktober. Inden da venter Færøerne i en testkamp 7. oktober.

Borussia Dortmund kom lørdag ned på jorden igen efter 3-0-sejren over Borussia Mönchengladbach i sæsonåbneren.

Holdet fra Ruhr-distriktet tabte på udebane 0-2 til Augsburg. Thomas Delaney så hele kampen fra Dortmunds bænk. Mads Pedersen forblev ligeledes på Augsburgs bænk hele opgøret.

Det er Augsburgs anden sejr i lige så mange forsøg, og klubben ligger nu alene på førstepladsen i den bedste tyske fodboldrække. Flere hold kan dog gøre Augsburg selskab i toppen med sejre søndag.

Marcus Ingvartsen blev skiftet ind for Union Berlin og var med til at sikre hovedstadsklubben point, da den mødte Gladbach.

Danskeren blev noteret for en assist, da han stod for hjørnesparket, som Nico Schlotterbeck med et flot hovedstød sendte i kassen til slutstillingen 1-1.

/ritzau/