Uttrups flade batteri skaber hovedbrud i dansk VM-lejr

Det elektroniske gear løb tør for batteri, og derfor måtte Cecilie Uttrup Ludwig køre de sidste kilometer af VM-landevejsløbet i et alt for lavt gear.

Medaljehåbet måtte ikke blot opgive det sidste håb om medaljer. Hun kunne heller ikke hænge på forfølgergruppen og trillede dybt skuffet i mål som nummer otte.

Så nedtrykt er den danske kaptajn, at hun ikke ser sig i stand til at tale med pressen. I stedet må landstræner Tayeb Braikia forklare de problemer, der indtil videre er uforklarlige for den danske lejr.

– Vi er ved at finde ud af, hvad det var. Af en eller anden årsag kunne hun ikke bruge sin forskifter. Dem, der så tv, kunne jo se, at hun kørte et alt for lavt gear.

– Når vi tjekker, kan vi se, at der ikke er noget spænding på batteriet. Det er jo frygteligt, når man kommer til nedkørslen, siger Tayeb Braikia, der heller ikke selv har haft mulighed med at tale med det skuffede VM-es.

– Hun er rigtig ked af det, der er sket. Det er vi selvfølgelig alle sammen, men hun er rigtig mærket af det. Hun får lidt fred, siger Tayeb Braikia.

Cecilie Uttrup Ludwig var længe godt med i løbet. Da den senere vinder, Anna van der Breggen, havde slået det afgørende hul, sad danskeren i et stykke tid i en tremandsgruppe bagved.

På den sidste stigning kunne hun dog ikke hænge på Annemiek van Vleuten og Elisa Longo Borghini, og mens duoen drønede videre mod mål, startede problemerne for alvor for danskeren.

Hun kunne tydeligvis ikke finde et højt nok gear på nedkørslen og måtte se de sidste VM-drømme forsvinde i horisonten.

– Jeg vil ikke spekulere i, om problemerne havde en indflydelse i forhold til medaljestriden. Men det havde i hvert fald indflydelse på, om hun kunne køre om placeringerne fire til otte.

– Med den form, hun er i efter Giro d’Italia, havde vi troet på en medalje. Og så sent som på næstsidste omgang, troede vi stadig på, at hun kunne gå i top-3. Jeg er meget ked af det på hendes vegne, siger Tayeb Braikia.

Han afviser, at problemet kan skyldes, at man simpelthen har glemt at lade batteriet tilstrækkeligt op.

– Det har jeg spurgt mekanikerne om, men det er det sidste, de tjekker, inden de går i seng. Når vi kigger på de andres cykler, har de været fuldt opladet. Og på en fuld opladning er der normalt til flere måneders kørsel, siger landstræneren.

Og mens det altså ikke blev til en dansk VM-medalje i denne omgang, fortsætter fejlfindingen.

De to mekanikere, der har stået for at gøre kvindernes cykler klar, er foreløbig på bar bund.

– De er jo super kede af det. Når der er noget i vejen med cyklerne, så påtager de sig en del af ansvaret, også selv om det ikke er en fejl. Men vi kan ikke give dem skylden, for vi ved ikke, hvad det er, siger Tayeb Braikia.

/ritzau/