Tauson er klar til sin første grand slam-turnering

Den 17-årige danske tennisspiller Clara Tauson er klar til karrierens første grand slam-turnering på seniorplan.

Tauson, der sidste år vandt Australian Open for juniorspillere, er klar til French Open efter at have vundet sine tre kampe i kvalifikationsturneringen på Roland Garros-anlægget i Paris.

Hun snuppede billetten til hovedturneringen ved at besejre serberen Ivana Jorovic, der rangerer som nummer 200 på verdensranglisten.

Tauson, der er nummer 187 på samme liste, sejrede med cifrene 7-6, 6-4.

/ritzau/