Dansk rigmand overtager fodboldklubben Charlton

En overtagelse har i et stykke tid været under opsejling, og nu er det så en kendsgerning.

Den danske rigmand Thomas Sandgaard overtager den engelske fodboldklub Charlton Athletic.

Det bekræfter Sandgaard i et åbent brev til fansene på klubbens hjemmeside.

I sidste sæson rykkede klubben ned fra The Championship og skal altså i den kommende sæson slå sine folder i Englands tredjebedste række.

Klubbens historie dateres tilbage til 1905, mens den største bedrift var FA Cup-sejren i 1947.

/ritzau/