Britisk storhold henter Tourens nummer tre

De to tidligere Tour de France-vindere Egon Bernal og Geraint Thomas får i næste sæson selskab af den australske cykelstjerne Richie Porte hos Team Ineos.

Det oplyser Ineos fredag på holdets hjemmeside.

Porte ligner en naturlig afløser for Chris Froome, der stopper på det britiske cykelhold og fortsætter hos Israel Start-Up Nation efter denne sæson.

35-årige Porte, der kører for Trek, sikrede sig for nylig en plads på podiet i det udsatte Tour de France.

Australieren sluttede på tredjepladsen efter den slovenske vinder Tadej Pogacar og den slovenske landsmand Primoz Roglic.

Fra 2012 til 2015 kørte Porte for Team Sky, der var en forløber for det nuværende Ineos-mandskab.

Med Richie Portes ankomst er Ineos igen ved at skabe et frygtindgydende hold til cykelsportens tre store etapeløb, der ud over Touren tæller Giro d’Italia og Vuelta a Espana.

I år formåede hverken Egon Bernal eller Geraint Thomas dog at markere sig i Touren.

Egon Bernal valgte at trække sig undervejs på grund af et for stort tidstab, da det på et tidspunkt stod klart, at han ikke ville være i stand til at forsvare Tour-sejren fra 2019.

Geraint Thomas, der vandt Touren i 2018, blev fravalgt.

Hele fire gange har den snart forhenværende Ineos-rytter Chris Froome vundet Tour de France.

Ud over Richie Porte har Ineos fredag tilknyttet Daniel Martinez, Laurens De Plus og Tom Pidcock.

/ritzau/