Spytklat sender PSG-argentiner ud i fire kampe

Den argentinske offensivspiller Angel Di Maria kommer ikke i aktion i den franske liga i hele oktober.

Således har disciplinærudvalget hos Ligue 1 tildelt Paris Saint-Germain-spilleren fire spilledages karantæne for udvisningen mod Marseille.

I kampens hede spyttede Di Maria på Marseille-forsvareren Álvaro González, og det er der ikke blevet set med milde øjne på.

Karantænen træder først i kraft 29. september, hvorfor Di Maria godt må deltage i PSG’s kamp mod Reims på søndag.

Derefter sidder han over i fire kampe og er igen spilleberettiget 8. november mod Rennes.

I den pågældende kamp mod Marseille blev hele fem spillere udvist, og PSG tabte med 0-1.

Mesterholdet fik i det hele taget en svær begyndelse på sæsonen med to nederlag, men er siden kommet på bedre kurs med to sejre, senest 3-0 ude over Kasper Dolbergs klub, Nice.

/ritzau/AFP