French Open skruer igen ned for antal tilskuere

Først var det 11.500. Så blev det sat ned til 5000. Nu må arrangørerne af årets tredje og sidste tennis-grand slam, French Open, kun lukke 1000 personer ind på Roland Garros-anlægget i Paris hver dag under turneringen.

Det siger Frankrigs premierminister, Jean Castex, torsdag ifølge Reuters.

De 1000 personer er inklusive spillere, dommere, stab og anlæggets ansatte.

Årsagen er coronapandemiens genopblussen i Frankrig. Det fik landets sundhedsminister, Olivier Veran, til onsdag at meddele, at kun 1000 personer vil være tilladt til større sportsbegivenheder fra på mandag.

French Opens hovedturnering starter søndag, men ryger altså alligevel ind under restriktionerne.

Coronavirus har allerede sat sit præg på French Open rent sportsligt. I alt er seks spillere fra både herrernes og damernes kvalifikationsturnering blevet sendt hjem.

Det skyldtes, at tre spillere og en træner var blevet testet positiv, mens de øvrige tre havde været i tæt kontakt med den smittede træner.

/ritzau/