Den evige toer tager kvindernes VM-guld i enkeltstart

En dramatisk enkeltstart for verdens bedste kvindelige cykelryttere endte i en stor triumf for Hollands Anna van der Breggen ved VM i italienske Imola.

Efter at være blevet nummer to ved VM tre år i træk og fire gange i alt i disciplinen lykkedes det endelig Van der Breggen at ramme podiets øverste trin.

Den danske mester i linjeløb, Emma Norsgaard, blev nummer syv efter længe at have haft bedste tid, indtil de dygtigste ryttere kom i mål.

Sølvet gik til schweizeren Marlen Reusser, som var 15 sekunder langsommere end Anna van der Breggen på den 31,7 kilometer lange rute.

Bronzen gik til hollænderen Ellen van Dijk.

Enkeltstarten fik dog også en god portion dramatik, som var medvirkende til at sikre den hollandske triumf.

For den forsvarende verdensmester, amerikaneren Chloe Dygert, lå med bedste mellemtid, men hun mistede kontrollen over sin cykel på en nedkørsel.

Det sendte hende ud i og ud over autoværnet, og så var hendes titelforsvar slut.

Danmark havde også Pernille Mathiesen til start, men hun skuffede og sluttede langt tilbage.

/ritzau/