Lyn slår ned under fodboldkamp i Schweiz og kvæster 14

14 schweiziske teenagere kom til skade, da et lyn slog ned på en fodboldbane under en kamp i det østlige Schweiz tirsdag aften.

Det skriver det schweiziske nyhedsbureau SDA.

Lynet slog først ned i en lysmast, før det spredte sig på tværs af banen, skriver SDA, der citerer det lokale politi.

13 teenagere i alderen fra 15 til 16 år blev kørt på hospitalet med skader efter lynnedslaget, mens en 16-årig måtte fragtes til hospitalet med helikopter.

Der bliver ikke oplyst nærmere om teenagernes tilstand.

Ulykken fandt sted i landsbyen Abtwil i Sankt Gallen i den østlige del af Schweiz.

/ritzau/dpa