Bayern-duo og De Bruyne skal dyste om Uefa-hæder

Coronapandemien har aflyst årets Ballon d’Or-kåring og Det Internationale Fodboldforbunds (Fifa) kåring af verdens bedste fodboldspiller, men Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) holder fast i sine priser for sæsonen 2019/2020.

Onsdag oplyser Uefa, at listen over mulige vindere af Årets Spiller er barberet ned til tre – og for første gang i prisens ti år lange historie er hverken Cristiano Ronaldo eller Lionel Messi i top-3.

I stedet bliver det enten Manchester Citys belgiske kreatør Kevin De Bruyne, Bayern Münchens levende mur Manuel Neuer eller hans træfsikre holdkammerat Robert Lewandowski, som løber med prisen.

Den uddeles 1. oktober, når Uefa trækker lod til denne sæsons Champions League-gruppespil.

Ved samme lejlighed kåres også de bedste kvindespiller og Årets Træner for både mænd og kvinder.

Tyske Neuer og polakken Lewandowski var to af de helt store profiler på Bayern Münchens succeshold, der vandt både mesterskabet, pokaltitlen og Champions League i seneste sæson.

Lewandowski havde især en bemærkelsesværdig sæson med 55 mål i 47 kampe, hvoraf de 15 fuldtræffere gjorde ham til Champions League-topscorer.

Ronaldo har taget prisen tre af ni gange, mens Messi har vundet to, og mindst én af de to har hver gang været blandt de tre nominerede til sidst.

De øvrige vindere af prisen gennem tiden er Andrés Iniesta (2011/2012), Franck Ribery (2012/2013), Luka Modric (2017/2018) og Virgil van Dijk (2018/2019).

Det er 80 klubtrænere fra holdene i sidste sæsons Champions League og Europa League samt en journalist fra hvert af Uefas 55 medlemslande, som har deltaget i afstemningen.

/ritzau/