Bakken Bears spiller sig én sejr fra CL-deltagelse

De danske basketballmestre fra Bakken Bears tog en sikker sejr onsdag i Champions League-kvalifikationen, da holdet på neutral grund på Cypern pillede pynten af israelske Hapoel Tel-Aviv.

Efter en lige start dominerede aarhusianerne anden og tredje periode, hvor sejren på 91-71 blev grundlagt.

Bakken Bears førte 22-21 efter første periode, men danskerne rykkede fra i de to næste perioder, der blev vundet med hver otte point.

Det gav et forspring på 17 point inden sidste periode, hvor israelerne aldrig var i nærheden af at bringe spænding tilbage i opgøret.

Sejren betyder, at Bakken Bears nu blot er en enkelt sejr fra at booke en plads i denne sæsons Champions League, der er den næststærkeste europæiske klubturnering.

Bakken Bears spillede sig i 2016/17-sæsonen frem til gruppespillet i Champions League, der rangerer under EuroLeague, hvor de bedste klubber deltager. Dengang blev det til 13 nederlag i 14 kampe.

Siden har holdet gjort sig fornemt bemærket i Fiba Europe Cup, der rangerer lige under Champions League, med to semifinalepladser.

Blandt andet i sidste sæson, hvor semifinalerne endte med at blive aflyst på grund af coronapandemien.

Modstanderen i den afgørende playoffkamp fredag om en plads i Champions League bliver mod polske KK Wloclawek eller Belfius Mons-Hainaut fra Belgien.

/ritzau/