Tidligere superligabomber skifter til RB Leipzig

Konkurrencen er øget om frontpladserne i bundesligaklubben RB Leipzig.

Tirsdag har klubben hentet den norske angriber Alexander Sørloth. Han har underskrevet en femårig kontrakt.

Det skriver RB Leipzig på sin hjemmeside.

– Efter de første samtaler blev det hurtigt klart for mig, at jeg ønskede at spille for RB Leipzig. Klubben tiltrak opmærksomhed i den forgangne sæson med imponerende præstationer i ligaen, men især i Champions League gjorde man opmærksom på sig selv.

– Den offensive fodbold, som Julian Nagelsmann (Leipzig-træner, red.) spiller, passer ideelt til min spillestil. Jeg ser frem til udfordringen i Bundesligaen, siger Alexander Sørloth ifølge Leipzigs hjemmeside.

Med Sørloths ankomst er Skandinavien bredt repræsenteret i klubbens offensiv, hvor danske Yussuf Poulsen og svenske Emil Forsberg i forvejen er en del af arsenalet.

Den 24-årige nordmand har tidligere spillet i superligaklubben FC Midtjylland med stor succes.

Den fysisk stærke angriber nåede blot at repræsentere midtjyderne i efteråret 2017, inden han efter ti mål i 19 superligakampe blev solgt videre til Crystal Palace for et stort millionbeløb.

Succesen udeblev i England, og han har derfor været lejet ud til først Gent i Belgien og siden Trabzonspor i Tyrkiet.

Der er blevet plads til en ny angriber i RB Leipzig, efter at klubben i sommer sagde farvel til den tyske landsholdsangriber Timo Werner, der er skiftet til Chelsea.

Leipzig fik en god start på den nye bundesligasæson i søndags. Her vandt holdet 3-1 hjemme over Mainz, og Yussuf Poulsen var blandt målscorerne i opgøret.

/ritzau/