Sønderjyske-sportschef om opkøb: Pilen peger opad

Sønderjyske har slidt sig til 13 sæsoner i Superligaen i træk, men snart kan det være slut med at kigge sig over skulderen i kampen for overlevelse.

Tirsdag meddelte Sønderjyske, at den amerikanske Platek-familie med Robert Platek i spidsen har købt fodboldklubben.

Endnu er det for tidligt at sætte tal på, hvor langt den amerikanske investors økonomiske indsprøjtning rækker, når sportschef Hans Jørgen Haysen skal ud og svinge dankortet på transfermarkedet.

Men det ligger fast, at han og klubben får bedre arbejdsbetingelser.

– Pilen peger opad. Det er sådan set det afgørende, siger han.

– Vi får nogle bedre forudsætninger for at tage yderligere skridt. Vi har haft nogle ejere, der har gjort et vanvittigt godt stykke arbejde og bragt os dertil, hvor vi er nu. Nu har de syntes, at Platek var den rigtige til at udvikle os til det næste. Det hilser jeg mega meget velkommen, for det er det, vi alle sammen gerne vil.

– Vi kan forstå, at vi kan få nogle ind, som kan bringe os til det næste niveau. Om det næste niveau er top-8, top-6 eller top-4, må vi se. Lige meget hvad bliver det en rejse, som ikke foregår over night, lyder det fra sportschefen.

Som fan af Haderslev-klubben skal man ikke forvente, at den amerikanske overtagelse ændrer målsætningen for indeværende sæson.

– Nu er der to uger tilbage af transfervinduet, så det er begrænset, hvor meget man kan gøre i det. Det er selvfølgelig endnu mere på sigt.

– Vi har meldt ud, at vi skal være en del af Superligaen i næste sæson, gøre det godt i pokalturneringen igen og forhåbentligt nå finalen, og så vil vi give alt for at vinde vores kampe i Europa, vel vidende at vi ikke er favoritter. Jeg synes egentlig, vi har nogle okay målsætninger.

– Så ved vi alle sammen, at målsætningen, i takt med at vi får lagt på med vores nye ejere, kan blive bedre og bedre og mere optimistisk, siger han.

Sønderjyske har meddelt, at organisationen forbliver den samme, selv om klubejeren er ny. Men den sportslige ledelse får flere muligheder, forklarer Haysen.

Om det udmønter sig i et konkret samarbejde med klubber i udlandet, er for tidligt at sige, men det er de “langtfra lukkede overfor” i Sønderjyske.

Og så er det en fordel, at man ikke altid behøver at sælge, før man køber nye profiler til holdet. Det giver mulighed for at planlægge sit transfervindue i bedre tid.

– Hvis du ikke er forpligtet til at sælge i et specifikt transfervindue, men i stedet skal sælge, når du synes, du får den rigtige pris, selv om du skal vente et helt år, så får du nemmere ved at planlægge tingene, siger Hans Jørgen Haysen.

Sønderjyske er efter to runder nummer syv i Superligaen. På torsdag møder de forsvarende pokalvindere tjekkiske Viktoria Plzen i kvalifikationen til Europa League.

/ritzau/