Brentford avancerer efter Marcondes-perle og straffe

Brentfords koloni af danskere fik noget at juble over, da holdet fra den næstbedste række i England tirsdag avancerede i Liga Cuppen.

Brentford var på besøg hos West Bromwich Albion fra Premier League, og efter 2-2 i den ordinære spilletid skulle opgøret afgøres i en straffesparkskonkurrence.

Her sørgede danske Christian Nørgaard for sejren, da han scorede det sidste mål.

I den ordinære spilletid bragte Hal Robson-Kanu ellers hjemmeholdet fra den bedste række foran 1-0, inden Emiliano Marcondes diskede op med et perlemål, da han udlignede på et saksespark efter lidt under en time.

Brentford-manager Thomas Frank havde både Marcondes og danske Mads Bech Sørensen i startopstillingen, mens Christian Nørgaard blev skiftet ind med 20 minutter igen, inden han altså fik en hovedrolle i straffesparkskonkurrencen.

Danske Henrik Dalsgaard så til fra bænken i hele opgøret, og her så han begge hold score yderligere et mål hver i den ordinære spilletid.

Brentford skal i næste runde møde enten Fulham eller Sheffield Wednesday, som tørner sammen onsdag.

/ritzau/