Sisto efter afgørende mål: Det er sådan jeg håndterer pres

FC Midtjyllands nyindkøb Pione Sisto stemplede lørdag for alvor ind efter sin hjemkomst til dansk fodbold.

Midtjydernes nye stjerne stod således for kampens afgørende scoring i 1-0-sejren på hjemmebane mod Lyngby.

Alligevel var Sisto ganske afdæmpet efter lørdagens smalle sejr.

– Det var faktisk ikke en forløsning, for det er ikke noget, jeg søger mere. Det er sådan, jeg håndterer den forventning, der er til mig, siger Pione Sisto.

FCM tager tirsdag hul på det første af to opgør mod Slavia Prag i jagten på klubbens første deltagelse i Champions League.

Skulle midtjyderne ikke gå videre mod Slavia Prag, kan de stadig glæde sig over at være kvalificeret til gruppespillet i Europa League.

Sisto mener derfor, at FCM kan gå frit ind til opgaven.

– Jeg mener egentlig, at vi ikke har det helt store pres. Det har altid været målet at spille Europa League, og det er jo sikret. Jeg tror godt, det kan hjælpe os, siger den vævre midtbanespiller.

– Derudover har vi et så godt hold. Slavia Prags niveau minder om Young Boys’ niveau, så hvis vi kan slå dem, kan vi selvfølgelig gøre det igen.

Også FC Midtjylland-cheftræner Brian Priske er fortrøstningsfuld. Han mener, at truppens bredde bliver afgørende i et tætpakket efterår.

– Jeg føler, vi står godt rustet. Jeg er ganske godt tilfreds med bredden i truppen, og jeg håber, vi kan holde på den i resten af efteråret
– Der er ingen tvivl om, at bredden bliver vigtig. Vi har 20 kampe på lige knap 12 uger og en masse rejseaktivitet, så det er afgørende, at vi er klar til det, lyder det fra FC Midtjyllands cheftræner.

/ritzau/