Pogacar flår førertrøjen af Roglic i stor Tour-triumf

Den 21-årige slovener Tadej Pogacar (UAE) flåede lørdag den gule førertrøje fra landsmanden Primoz Roglic (Jumbo-Visma) og ligner den samlede vinder af Tour de France.

Det skete på 20. etape – enkeltstart over 36,2 kilometer – på løbets næstsidste etape, før feltet søndag triller i forventet paradekørsel ind mod Champs Elysses i Paris.

Før tidskørslen havde Roglic et forspring på 57 sekunder, men det var ikke nok til at holde Pogacar bag sig.

Tadej Pogacar, der søndag fylder 22 år, vandt enkeltstarten i suveræn stil og var hele 1 minut og 56 sekunder hurtigere end Roglic, der kæmpede sig i mål på femtepladsen.

/ritzau/