Brøndby henter tidligere FCK-angriber

Kan man kalde det en omvendt Kamil Wilczek?
I hvert fald oplyser superligaklubben Brøndby på sin hjemmeside, at man med øjeblikkelig virkning får tilgang af den tidligere FC København-angriber Andrija Pavlovic.

Den 26-årige serbiske angriber, som fra 2016 til 2018 tørnede ud for Brøndbys ærkerivaler fra FCK, har fået en kontrakt på fire år.

Det sker, efter en sommer hvor FCK har hentet den tidligere Brøndby-topscorer Kamil Wilczek, som skabte store overskrifter i de danske medier.

Pavlovic kommer til fra østrigske Rapid Wien, og timingen er ekstra speciel, da netop Brøndby og FCK tørner sammen i ligaen på søndag.

Brøndby skriver dog på sin hjemmeside, at Pavlovic har første træningsdag i klubben på mandag.

/ritzau/