Søren Kragh tager sin anden etapesejr i Touren

Søren Kragh Andersen (Sunweb) hentede fredag sin anden etapesejr i årets Tour de France.

Den 26-årige dansker viste endnu en gang sin evner frem, da han ganske suverænt vandt 19. etape efter solokørsel på de sidste kilometer frem mod målstregen i Champagnole.

På de sidste 50 meter hen ad opløbsstrækningen var der overskud til at juble over triumfen. De nærmeste forfølgere kom i mål mere end 40 sekunder efter Kragh Andersen.

Det er mindre end en uge siden, at Sunweb-rytteren kørte først over målstregen. Det skete på 14. etape mod Lyon.

Med sejren er Danmark oppe op 21 etapesejre i verdens største cykelløb.

/ritzau/