Holger Rune sejrer i tre sæt og er i semifinalen i Schweiz

Den 17-årige tennisspiller Holger Rune fortsætter de fine takter i ITF-turneringen i schweiziske Klosters.

Fredag spillede danskeren sig i semifinalen med en sejr i tre sæt over Dominic Stephan Stricker, der er nummer 1339 i verden.

Holger Rune er selv nummer 725, og dermed var danskeren på papiret favorit i opgøret.

Danskeren vandt med cifrene 6-3, 3-6, 6-1.

Dermed nedlagde Holger Rune den anden schweizer på stribe, men den helt store skalp tog danskeren i første runde af turneringen, hvor han slog den andenseedede bulgarer, Dimitar Kuzmanov.

/ritzau/