Bayern stormer ind i den nye sæson med storsejr

Bayern München var ikke til at skyde igennem, men det tyske mesterhold bombede selv løs på imponerende vis fredag aften.

Her blev sæsonen i Bundesligaen indledt, og Bayern stormede afsted og udraderede Schalke 04 på skræmmende vis.

Rekordmesteren vandt sæsonåbneren med hele 8-0 i et opgør, hvor Schalke ikke fik et ben til jorden.

Bayern jagter klubbens niende mesterskab i træk, og storklubben ligger naturligt på førstepladsen nu efter opvisningen, som må have skræmt samtlige konkurrenter godt og grundigt.

/ritzau/