Kwiatkowski tager etapesejr i Ineos-oprejsning

Det så sort ud for Ineos-holdet tidligere på ugen, da holdets store klassementshåb i Tour de France, sidste års vinder Egan Bernal, forlod løbet efter et par skuffende uger.

Men torsdag fik Ineos alligevel noget at juble over i det franske cykelløb.

Her vandt Michal Kwiatkowski nemlig på en dag fyldt med store bjerge efter at være kørt over målstregen arm i arm med holdkammeraten Richard Carapaz.

Som om etapesejren ikke var nok, så kan Carapaz fredag iklæde sig løbets prikkede bjergtrøje, der blev sikret undervejs. De to sad i udbrud på det meste af etapen og endte altså med til sidst at køre fra alt og alle.

Der skete ingen ændringer i klassementets absolutte top, men både Rigoberto Urán og Adam Yates tabte tid efter at være blevet sat på dagens sidste store bjerg.

/ritzau/