Dansk golfkomet får tung start på sin første major

Rasmus Højgaard har været flyvende på European Tour på det seneste.

Torsdag fik den danske golfkomet så debut på den helt store scene, da han gik sin første runde i sin første majorturnering, US Open.

Men Højgaard havde nok forestillet sig en lidt bedre majordebut. Den 19-årige dansker gik de første 18 huller i syv slag over par.

Det rakte til en sidsteplads, da han efterfølgende gik i klubhuset. Højgaard var dog blandt de første, der færdiggjorde første runde, og adskillige spillere havde slet ikke startet deres runde, så stillingen kan sagtens nå at ændre sig inden fredag.

Højgaard fik en skidt start på runden. De første fem huller resulterede i fem bogeys, inden det blev til en mere på niende hul.

På den anden halvdel af runden fik han stabiliseret spillet. Her lavede han birdie på både 10. og 14. hul, men han måtte også tage et ekstra slag i brug på både 12. og 16. hul, ligesom runden sluttede med en bogey på 18. hul.

Da Højgaard var færdig lå den amerikanske golfstjerne Justin Thomas i toppen i fire slag under par uden dog at have færdiggjort sin runde.

Rasmus Højgaard er den eneste dansker, der deltager i US Open.

Turneringen spilles frem til og med søndag på Winged Foot Golf Clubs bane i Mamaroneck i delstaten New York.

/ritzau/