Bayern-boss bekræfter snarligt salg af Thiago til Liverpool

Den spanske midtbanespiller Thiago Alcântara kan meget vel tørne ud for Liverpool fremover.

Torsdag bekræfter Bayern Münchens formand, Karl-Hein Rummenigge, at man har forhandlet en købsaftale med Liverpool på plads.

– Jeg kan bekræfte, at Bayern München og Liverpool er enige. Det har været et stort ønske for Thiago at prøve noget nyt på dette tidspunkt i karrieren, siger Rummenigge til det tyske medie Bild.

Midtbanespillerens kontrakt med Bayern München udløber 30. juni næste år. Og derfor er den sydtyske storklub nødt til at sælge ham senest til januar, hvis klubben ønsker at få en overgangssum.

Britiske BBC mener at vide, at Liverpool og Thiago er enige om en fire sæsoner lang kontrakt.

Thiago Alcântara har spillet for Bayern München siden skiftet fra FC Barcelona i 2013.

/ritzau/