Aalborg ærgrer sig over fanfordel i Champions League

Aalborg Håndbold præsterede et flot gruppespil i sidste sæsons Champions League, hvor holdet med en fjerdeplads var sikkert videre til knockoutfasen.

Coronapandemien kom dog på tværs og slukkede de europæiske drømme for nordjyderne.

I stedet blev der arrangeret en Final 4-afslutning blandt de to bedste hold fra hver gruppe. En turnering, som endnu ikke er blevet afviklet, nu hvor den nye sæson starter.

Aalborg skal imidlertid bare koncentrere sig om at nå samme niveau som i sidste sæson og igen spille sig videre fra gruppen. Og mulighederne er måske endda bedre denne gang. Paradoksalt nok grundet den pandemi, som stoppede eventyret i sidste sæson.

Onsdag åbner cheftræner Stefan Madsen og holdet gruppespillet på udebane mod slovenske Celje.

Det er normalt et sted, hvor 2000-3000 medlevende slovenere danner en af den slags heksekedler, som gør det så vanskeligt at være udehold.

Grundet coronasituationen i Slovenien må Celje dog ikke lukke tilskuere ind til kampen. Det samme kan meget vel være tilfældet på flere af de andre udebaner, mens Aalborg, som situationen er lige nu i Danmark, formentlig kan have omkring 3000 tilskuere til sine hjemmekampe.

– Det gør da en forskel, for der plejer at være et andet tryk på dommerne i sådanne heksekedler. Det er da en lille fordel for os, siger stregspilleren Magnus Saugstrup.

Det samme mener klubbens direktør, Jan Larsen, men ingen af dem er glade for den fordel, de får.

– Det burde ikke være en ulempe for os, at der ikke er nogen, som hepper på hjemmeholdet, men det er heller ikke en fed oplevelse i en hal med plads til 5000 tilskuere, at der sidder 30 officials. Det er en surrealistisk oplevelse, siger Jan Larsen.

– Jeg så gerne, at der sad 2000-3000 slovenere dernede, vel vidende at det bliver sværere. Det er det, som er en del af at spille de her kampe, og det er også med til at sætte én op.

Den opfattelse deler Magnus Saugstrup, som kommer til at savne de passionerede østeuropæiske fans på lægterne.

– Det er sjovt at spille i arenaer, hvor det koger. Det er jo det, man gerne vil. Det er da klart sjovere med tilskuere, hvor man kan mærke stemningen i tætpakkede haller, siger han.

Det ligger endnu ikke fast, hvor mange tilskuere Aalborg må lukke ind til sine hjemmekampe. Det er klubledelsen i fuld gang med at få styr på.

Direktør Jan Larsen håber, at omkring 3000 af de 5000 pladser i Jutlander Bank Arena må tages i brug, og dermed kan der stadig blive stemning til hjemmekampene.

Det ændrer dog ikke på, at Champions League grundet pandemiens begrænsende væsen vil være en økonomisk bet for de danske mestre.

– Det er en drøj omgang, selv om vi kan lukke omkring 3000 tilskuere ind. Til de store kampe har vi normalt udsolgt med 5000 tilskuere, så det er ikke svært at regne ud, at der er lang vej op til det. Det kommer til at gøre rigtig ondt økonomisk, forklarer Jan Larsen.

– Jeg vil blive meget overrasket, hvis ikke vi ender med en rød bundlinje for Champions League. Men det er sådan, det er, og det overlever vi også.

/ritzau/