Thiem vinder første grand slam efter medrivende US Open-finale

Den østrigske tennisspiller Dominic Thiem sikrede sig natten til mandag dansk tid karrierens første grand slam-titel.

Det skete, da den 27-årige Thiem besejrede tyskeren Alexander Zverev i US Open-finalen.

Sejrscifrene lød på 2-6, 4-6, 6-4, 6-3, 7-6 (8-6).

Thiem havde vundet syv af sine ni tidligere kampe mod Zverev, men den 2.-seedede østriger kom voldsomt bagud fra start mod den 5.-seedede tysker foran de tomme tribuner på Arthur Ashe Stadium.

Tyskeren, der ligger nummer syv på verdensranglisten, havde godt styr på sin østrigske modstander, der er nummer tre i verden, og han skulle kun bruge en halv time på at tage første sæt.

I andet sæt blev Thiem brudt i både sit andet og tredje serveparti, og Zverev kom dermed foran 4-1. Thiem fik selv brudt senere i sættet, men det lykkedes ikke for ham at komme helt tilbage i sættet, der også gik til Zverev.

Men så vågnede Thiem op, og han tog herefter de tre næste sæt i en nervepirrende og fuldstændig fantastisk tenniskamp, hvor det til sidst var et spørgsmål om “last man standing”, som en tv-kommentator udtrykte det.

Alexander Zverev havde ellers chancen for at serve sejren hjem på 5-3 i femte og afgørende sæt, men så brød Thiem igen to gange og skaffede sig en føring på 6-5 og havde selv chancen for at serve kampen hjem. Zverev svarede dog igen med finalens 15. servebrud.

I tiebreak udnyttede Thiem sin tredje matchbold og vandt 8-6 efter fire timer og et minut.

Det er første gang siden 2004, at det lykkes en herrespiller i en grand slam-finale at gøre comeback og vende 0-2 til 3-2. I en US Open-finale er det ikke sket siden 1949.

– Jeg ville ønske, at vi kunne have to vindere i dag. Vi fortjente det begge, sagde Thiem efter kampen henvendt til sin ven og tennisrival 23-årige Alexander Zverev.

Også for Zverev stod karrierens første grand slam-titel på spil i søndagens finale i New York City.

– Du er fantastisk, og du fortjener det, og det kommer til at ske en dag, sagde Dominic Thiem trøstende.

Turneringen ved US Open er blevet afviklet uden tilskuere på grund af coronapandemien. Den har også fået flere store navne til at blive væk fra grand slam-turneringen – heriblandt Roger Federer og Rafael Nadal.

Desuden blev verdensetteren Novak Djokovic diskvalificeret tidligere i turneringen, da han ramte en dommer med en bold.

Ikke siden 2014, hvor bosnieren Marin Cilic vandt US Open, har en mandlig spiller vundet sin første grand slam-titel.

/ritzau/